Perioden hedder 1993 til 2007, og han nåede derfor at arbejde under regeringer af hver sin farve.
Anders Troldborg, der fylder 80 år den 8. august, har dermed kunnet sige godmorgen til så forskellige forsvarsministre som Hans Hækkerup og Jan Trøjborg, begge fra Socialdemokratiet, og Venstre-folkene Svend Aage Jensby og Søren Gade.
Posten var toppen af en karriere inden for lov, orden og sikkerhed. Troldborgs interesse for Forsvaret startede allerede, da han var ung.
Efter sin eksamen fra Randers Statsskole blev han officer.
Siden uddannede han sig til jurist, og han sad derefter i en række forskellige stillinger i Justitsministeriet. Han var også direktør for Kriminalforsorgen, inden han blev departementschef.
Selv om Anders Troldborg bestred det magtfulde job med rolig og fast hånd, slap han ikke helt uden om skandalerne.
Da forsvarschef Christian Hvidt i 2002 forlod sin stilling, var det efter beskyldninger om misbrug af Forsvarets midler og brug af et jetfly på en tur til USA, Canada og Island.
På den rejse deltog også Anders Troldborg sammen med sin hustru. Det endte med, at den på det tidspunkt siddende forsvarsminister, Svend Aage Jensby, i en noget usædvanlig manøvre kritiserede sin departementschef åbent.
Christian Hvidt har senere i et indlæg i Kristeligt Dagblad forsvaret Anders Troldborg. Hvidt beskriver ham her som en “fremragende departementschef for sine forskellige ministre”.
Da han efter mange og indimellem turbulente år i jobbet gik på pension, blev Lars Findsen ny departementschef.
Anders Troldborg bor i Hellerup nord for København.
Source: The Nordic Page