Det er blandt andet knæ- og hofteoperationer, som bliver udskudt på grund af de strejkende sygeplejersker.
Det hører med til historien, at omkring 22.000 patienter er blevet sendt videre til behandling på privathospitaler. Det er en mulighed, hvis man ikke har fået behandling inden for 30 dage.
Selv om antallet af udskudte operationer kan synes højt, er det i det samlede billede en brøkdel af alle de behandlinger og operationer, som hver dag foretages i det danske sundhedsvæsen.
Det skal ses i lyset af, at størstedelen af sygeplejerskerne ikke strejker og fortsat er på arbejde.
Strejkede startede 19. juni, hvor omkring 5000 sygeplejersker forlod arbejdet og gik strejke på grund af utilfredshed med lønnen. Det svarer til omkring hver tiende sygeplejerske.
Siden er der varslet en række udvidelser, og hvis strejken stadig er i gang 7. september, vil omkring 6500 strejke.
Onsdag morgen var der møde mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner om konflikten, men parterne kommer ikke nærmere en løsning.
Hos Danske Regioner er chefforhandler Anders Kühnau (S) ærgerlig over, at strejken medfører udskudte behandlinger.
– Det er en alvorlig situation. Det er allerede gået ud over rigtig mange patienter, og der er inde flere, som vil blive ramt i den kommende tid, og det er vi rigtig kede af i regionerne, og derfor håber vi, at der meget snart kommer en løsning, siger han.
Hos Dansk Sygeplejeråd er formand Grete Christensen enig.
– Jeg er bekymret for sundhedsvæsenet og tænker, at det er vigtigt, der kommer nogen på banen, så sundhedsvæsenet kan komme op at køre igen, siger hun.
Hun sagde efter mødet, at det er svært at se en løsning ved forhandlingsbordet og pegede på, at en løsning må findes et andet sted. Hun ville dog ikke opfordre regeringen til at gribe ind i konflikten.
Source: The Nordic Page